room1tlc.gif   room1trc.gif

Den første professionelle programmeringsopgave

Nå, men nok om karakterskalaer og eksaminer. Trods ikke alt for gode karakterer i skole eller under ingeniøruddannelsen, så fik jeg den første opgave som professionel programmør allerede et til halvandet år før jeg bestod min eksamen som Stærkstrømsingeniør. Jobbet var et konsulent-job som assembler- programmør. Opgaven bestod i at opsamle måledata fra en føler i en vogn, som Statens Vejlaboratorium brugte til at måle ujævnheder (komfort-målinger) på de danske veje - et såkaldt bump-meter - og lagre disse måledata på en digital båndoptager i et format, så dataene bagefter kunne indlæses i Vejlaboratoriets centrale computer, hvor man så kunne efterbehandle data fra målingerne. Opgaven skulle løses i samarbejde med en erfaren Svagstrømsingeniør, som stod for udviklingen af det trykte kredsløb og den digitale elektronik til interface og mikroprocessor i dataopsamlingsudstyret.

Udfordringen i forbindelse med programmeringen bestod dels i at få indlæst dataene fra føleren og lagret dem på båndoptageren med læsekontrol parallelt med lagringen, inklusive evt. gentaget skrivning, hvis der blev konstateret læsefejl, og dels i at styre den temmeligt primitive båndoptager i forbindelse med start, stop, pause i og genoptagelse af målingerne. Man skal huske på, at dengang var der kun meget begrænset adgang til standard-drivere og lignende, så første del af opgaven bestod i at studere mikro-koder til styring af og specifikationer for data-signaler til/fra de integrerede kredse til grænsesnittene, samt specicifikationer og krav for signallinier til/fra føler og båndoptager. Programmet skulle selvfølgeligt laves, så ingen måledata blev smidt væk, selv om de konstant kom ind fra føleren, også mens der blev skrevet, læst, kontrolleret og evt. genskrevet data på båndoptageren. Og dengang var clock-frekvensen ikke 200 - 1200 Mhz, men snarere 4 evt. 16 Mhz, så det tog forholdvis lang tid, at afvikle programstumperne. Desuden var det en udfordring at få plads til hele programmet i den efter nutidens målestok MEGET begrænsede hukommelse. Hvis jeg ikke husker meget forkert, så var der 2 PROM-kredse på hver 1 Kbyte (8 bit pr. byte) til selve programmet, og noget tilsvarende til datalager (RAM-hukommelse). Samling og afprøvning af elektronikken, samt indtastning og afprøvning af programmet foregik i nogen lokaler i Hillerød, hvor en ingeniør fra Vejlaboratoriet, som var medansvarlig for projektet, var ved at starte sin egen lille private virksomhed med fremstilling af "custom- design" strømforsyninger.


Hovedside
Mine sider
Lidt om mig selv
Skolegang, studie og deraf ...
Den første programmeringsopgave
Det første job
Held (kontra?) flid
Det er sjovt at programmere
En afsluttende kommentar
CV
room1tlc.gif   room1trc.gif